| Af BERIT SKAARUP LYNGSØ, koordinator for mentorordningen
bragt i bladet "Frivillig", september 2006 ”Jeg tror, at det gør en stor forskel, at der er et menneske, der gider at investere i én. Gider at sige, "at du er bare fantastisk, jeg vil enormt gerne tilbringe tid sammen med dig’. For tid er bare så enormt dyrebart for os. Vi har alle sammen bare så travlt, så travlt.” Ovenstående er udtalt af en af de mange frivillige mentorer, som har knyttet tætte bånd til en af de unge enlige mødre på Alexandrakollegiet. Et meget sigende citat for de stærke relationer, der er skabt gennem Alexandrakollegiets mentorordning i løbet af de seneste år. Vi vil herunder give jer et indblik i de forskellige opgaver, som de frivillige mentorer står med, og et indtryk af hvor stor betydning mentorskaberne netop har for såvel de unge kvinder som for de frivillige mentorer. Alexandrakollegiet i Valby åbnede dørene i foråret 2002 og er etableret af og hører under Mødrehjælpen. Kollegiet er for unge, enlige mødre under uddannelse. At bo på Alexandrakollegiet forudsætter, at den unge mor, udover at være eneforsørger, også er studieaktiv og ved indflytningstidspunktet mellem 16 og 25 år. Mødrene har typisk været udsat for mange svigt i deres opvækst. Mødrene og deres børn kan bo på kollegiet, mens mødrene gennemgår en uddannelse. På kollegiet har kvinderne mulighed for at danne sociale relationer, dele erfaringer og få rådgivning af personalet og de 20 frivillige, der er tilknyttet kollegiet. Kimen til en mentorordning blev lagt med kollegiets etablering. Det var fra starten tilknyttet frivillige, som skulle påtage sig forskellige praktiske og sociale opgaver, der kunne lette hverdagen for de unge kvinder og deres børn. Forstanderen og socialrådgiveren på kollegiet fik dog hurtigt øje for, at de frivillige kunne byde ind på så utrolig mange områder. Derfor blev de unge kvinder, efterhånden som de flyttede ind på kollegiet, tilbudt at få tilknyttet en frivillig, der var ’deres’. Formålet var og er stadig, at den frivillige, som den unge matches med, kan rette sit fokus mod den særlige unge kvinde og de behov, hun måtte opleve i forhold til studie og/eller livet og hverdagen generelt. Imidlertid viste det sig, at udviklingen af mentorordningen krævede tid i et omfang, der personalemæssigt set ikke var ressourcer til. Forstanderen søgte derfor midler til ansættelse af en projektkoordinator. Det resulterede i et 2-årigt udviklingsprojekt med midler fra SATS-puljen. En projektmedarbejder blev ansat fra december 2003 og selve projektforløbet afsluttedes pr. 30. november 2005. Siden projektets officielle afslutning har de eksisterende mentorrelationer kørt videre og enkelte nye er blevet etableret. Mentorstøtten er baseret på en livserfaren person, som har lyst og overskud til at fungere som mentor for den unge, studerende mor. En mentor på Alaxandrakollegiet er et menneske, som kan lytte, give opmuntring og omsorg i hverdagen. Én som kan være med til at give den unge mor håb og tro på fremtiden. Det er samtidig en person med gode personlige og sociale kompetencer. Mentorerne er aldersmæssigt fra slutningen af 20’erne til starten af 70’erne, og de bruger gennemsnitligt 4 timer om ugen på det frivillige arbejde som mentor. Når vi ser tilbage og gør status over vores erfaringer, kan vi konstatere, at der har været alle anstrengelser værd. Vejen mod de mange velfungerende mentorrelationer har dog ikke været enkel. Som personale har vi især skullet bruge energi på ’det gode match’ og finde frem til, hvordan vi bedst kunne pleje og hjælpe relationerne på vej. Kvinder og mentorer har som udgangspunkt stået som to fremmede og har skullet lære at hinanden at kende. De har lært om egne grænser og om at vise disse, og de har skullet lære at håndtere de misforståelser, der kunne opstå på vejen mod fortrolighed og gensidige tillid. De har lært om vigtigheden af at få sagt ’jeg vil dig’ til den anden – hvad der er lige så vigtigt for udviklingen af en givende relation, som håndtering af de svære ting der måtte opstå undervejs. Som en af mentorerne udtrykker det så fint: ”Jeg håber, at jeg betyder, at hun ser, den der lidt mere voksne generation, som en man kan stole på og som man også kan skændes med og blive gode venner med igen bagefter, også uden at der går skår af en.”. Helhedstanken i mentorordningen Vi arbejder med to mentor-former: Livsmentorens støtte retter sig mod den unge mors liv generelt. Måske har den unge brug for ’bare en at snakke med’ eller at gå på cafe og i biografen med. Eller en som hjælper med at få struktur på hverdagen generelt, herunder budgetlægning eller aflastning i fht. barnet. Behovene er forskellige for de unge kvinder, og behovene ændrer sig over tid og med kvindernes aktuelle livssituation. Samtidig afhænger støtten naturligt også af, hvad den enkelte mentor kan byde ind med. Karrierementorens fokus ligger på de behov, som den unge mor har i forhold til sin uddannelse og efterfølgende indtræden på arbejdsmarkedet. Der kan eksempelvis være behov for studievejledning, lektiehjælp eller støtte i efterfølgende jobsøgningsproces. Karrierementoren vil typisk have en uddannelses- og/eller erhvervsbaggrund i retning af den unge mors uddannelsesvalg. Der har gennem tiden boet i alt 19 piger på Alexandrakollegiet. Enkelte har ikke haft en mentor. Nogle af kvinderne har haft to mentorer på samme tid, hvad der typisk hænger sammen med, at de har haft både en livsmentor og en karrierementor. For andre har én mentor opfyldt begge behov. Enkelte gange har vi måttet afsluttet et mentorforhold ’før tid’, fordi der opstod et for stor gab mellem mentors og den unges forventninger og mellem den unges behov og mentors kompetencer. Alle relationer er individuelle mht. opstart, hvor hurtigt de to er kommet ind på livet af hinanden, hvad omdrejningspunktet for relationen har været etc. 3 historier fra mentorordningen En af de unge mødre, der i sin tid fik sin mentor, var i starten særdeles skeptisk ved ideen, og det varede mange måneder inden den unge mor både i bogstavelig forstand og i overført betydning lukkede mentoren ind i sit hjem og sit liv. Den unge mor var vant til at klare sig selv, og hun var meget opmærksom på, at ingen skulle overtræde hendes grænser. Samtidig havde hun brug for at tjekke af, om hendes mentor nu også mente, at hun virkelig ’ville hende’. Den test bestod mentor efter at være vendt tilbage igen og igen på trods af mange afvisninger undervejs. Den unge har siden fortalt sin mentor: ”At det var så dejligt, at der var nogen, der troede på hende. Det var vigtigt for hende, for det havde hun aldrig fået at vide før.”. De to har nu haft en tæt personlig relation i flere år. Den unge mor fortæller også: ”Hele hendes familie kender mig, og deres naboer kender min søn". "Jeg har været sammen med dem ved mange frokoster og middage og helligdage. Jeg tror, at jo længere vi kommer i vores forløb, så vil hun ikke hedde mentor mere. Hun er jo lidt noget reservemor, og jeg er vel også en pap-datter og min søn også lidt hendes barnebarn. Man kan kalde det en tilvalgsfamilie.” Et andet eksempel er en ung mor, der søgte optagelse på Politiskolen. For at bestå de hårde fysiske prøver måtte der hård træning til. Den unge mor blev derfor via kollegiets netværk matchet med en kvindelig politiassistent. Mentorskabet betød for den unge, at hun havde en, der kendte til kravene og dermed kunne støtte hende i tilrettelæggelsen et effektivt træningsprogram - og at hun havde en at støtte sig til, når tvivlen på egne kræfter trængte sig på. Hun udtrykker det selv således: ”[mentor] gør en forskel. Jeg bliver set som en voksen. Som mig – og ikke som en enlig mor. Det er mit arbejdsliv, der er i fokus. Det er befriende. Det er mine drømme, der bliver set på”. Vi fulgte mentor og den unge efter at hun var optaget på Politiskolen og flyttet fra kollegiet. Mentor havde været til stor glæde og nytte, og de stod nu overfor hinanden som kolleger. En anden af de unge kvinder på kollegiet ’fandt’ selv sin mentor blandt de frivillige ved den ugentlige fællesmiddag på kollegiet. De sad tilfældigvis og spiste ved samme bord, og det sagde det simpelthen ’bang’ for dem begge – der var ganske enkelt kemi! Personalet fangede dette og foreslog at formalisere deres møde i en mentorrelation. På den måde kunne det være lettere at holde fast i og udvikle det særlige, der var opstået mellem dem. Det ville de gerne. De to har gennem de to år, de har kendt hinanden, oplevet meget. I tidens løb har den unge oplevet en stor sorg i familien, og det har betydet meget for hende, at hun havde sin mentor at støtte sig til. Tilliden er stor og glæden ved relationen er gensidig. Mentor udtrykker det meget smukt: ”Jeg tror, at hun føler, at jeg accepterer hele pakken, på en eller anden måde. Det er ikke bare noget af hende, det er hele pakken. Og det tror jeg er enormt vigtigt, at de kan føle sig trygge ved, at de ved, at ligegyldigt hvor skøre de bliver, og ligegyldigt hvad de kommer til at sige, eller ikke kommer til at sige, at det er sådan set ikke det, der betyder noget i vores relation. Det tror jeg altså er guld værd.”. Erfaringer, vi har gjort os – og måske et par gode råd at give videre • Hvad angår matchning: Anerkend kemiens betydning, lyt til din intuition. • Vær bevidst om, at ansvaret for det gode match ligger hos matcheren og ikke hos den unge eller den potentielle mentor. • Vær bevidst om værdier og krav til sociale og personlige kompetencer hos mentor. • Vær tydelig omkring beføjelser og forventninger fra personalets side til mentor, og hjælp mellem ung og mentor med forventningsafstemning. • Pas godt på mentorerne og sørg for at have de nødvendige ressourcer i form af personale og økonomi til afholdelse af jævnlige opfølgnings samtaler, mentormøder, relevante kurser (eks. om konfliktløsning), foredrag (eks. sorg/krise) og lignende for mentorerne. • Det kan være vanskeligt at finde mentorer, der matcher den unge kvinde og de konkrete støttebehov, præcis når behovet opstår. Annoncering og en efterfølgende hale af ’ansættelsessamtaler’ kan have sine ulemper for en lille organisation. Vi har valgt især at bruge netværk og kan se, at mediedækning har en væsentlig betydning for ansættelsen af frivillige. Endelig er blot at sige, at mentorernes store personlige engagement og prisværdige arbejde har været og stadig er et uvurderligt supplement til det, som personalet på kollegiet kan give de unge mødre. Mentorerne er inspirationskilder til, hvordan livet også kan leves, hvordan familierelationer også kan være og ikke mindst er de rollemodeller at spejle sig i. Vejen mod disse gode erfaringer og resultater har ikke altid været let og enkelt, til gengæld særdeles lærerigt for alle involverede, og udvikling er jo netop en del af formålet med et mentorskab. |
| Mentorordningen
|