| Af Laura Elisabeth Schnabel, Kristeligt Dagblad, 27. oktober 2007.
UNGE MØDRE: I Valby ligger Danmarks eneste kollegium for unge enlige mødre. En af mødrene er Josefine, der har vendt en svær fortid med hash og skolepjæk ryggen for nu at tage en uddannelse og komme på rette spor igen Josefine er en af de mange unge enlige mødre, der har haft en svær fortid. Men hun har været heldig og har fået en plads på et kollegium for unge mødre, som hjælper hende til at komme på rette spor og tage en uddannelse. Tågen af cigaretrøg bliver tungere og tungere for hver smøg, 21-årige Josefine tænder. Hun åbner et vindue og tænder for emhætten i køkkenet for at lufte ud i lejligheden på Alexandrakollegiet, hvor hun bor sammen med sin datter, Liva, på tre år. Lejligheden bærer tydeligt præg af, at hun har en lille pige. Dukker, bamser, en dukkevogn og et dukkehus er blot noget af det legetøj, som Liva har på sit kulørte værelse. Alt er pænt og ryddeligt i den 52 kvadratmeter store lejlighed, hvor Josefine bor, mens hun læser HF-enkeltfag. Ligesom Josefine har de andre unge enlige mødre på kollegiet en svær fortid med svigt, misbrug og ensomhed. Men de har også det til fælles, at de nu har fundet ambitionerne frem og er ved at tage en uddannelse for at komme på rette vej igen. I dag er det cigaretskodder, der fylder askebægeret. Men for 10 år siden røg Josefine 6 gram hash hver dag – og det er meget for en pige på kun 12 år. I flere år boede hun skiftevis hos sin mor, sin far, på efterskole og i forskellige lejligheder i København. Forbruget af hash steg, og der blev længere og længere mellem de dage, hvor hun sad på skolebænken. En dag mødte hun Livas far. Da hun blev gravid boede de sammen med 8 drenge i et kollektiv på Amager. – Alt gik ned ad bakke, da jeg blev gravid. Jeg stoppede med at ryge hash, men de festede og spillede musik, og jeg lå bare på mit værelse med bækkenløsning. Kæresten og jeg slog op mange gange. Og det var egentlig meningen, at jeg skulle have en abort, men på vej til hospitalet vendte jeg om. Jeg havde set scanningsbilledet og kunne simpelthen ikke, fortæller hun. Over et længere forløb tog hun HF-enkeltfag, men måtte give op, fordi hun ikke magtede det. I mellemtiden var de flyttet til Nørrebro i København, men forholdet smuldrede, og hun gik fra kæresten. – Så begyndte jeg igen på HF, men som andre småbørn blev Liva ofte syg, og jeg fik derfor hurtigt meget fravær. Og jeg havde svært ved at tage i skole, når jeg havde afleveret hende i vuggestuen. Tit gik jeg bare hjem igen og lå under dynen. Så jeg kom bagud og droppede det hele, fortæller Josefine. En dag stod Josefine igen uden lejlighed. Kommunen ville ikke hjælpe, så i februar måned bankede hun på døren på Alexandrakollegiet og bad om hjælp. Kollegiet valgte undtagelsesvis at oprette en nødbolig, mens kommunen havde mulighed for at behandle sagen. Kommunen har indtil videre ikke ment, at Josefine er berettiget til et ophold på kollegiet. Liva har ikke symptomerne på mistrivsel, lyder forklaringen. Deres sag er blevet taget op igen, og Josefine håber, at hun og Liva kan blive boende. For siden hun kom til at bo på kollegiet, er tågen lettet fra hendes liv, og hun kan se klart og fokusere målrettet på sin fremtid. Hun har nu fundet ro til at koncentrere sig om sig selv, Liva og om sin uddannelse. Og kollegiet har hjulpet hende med at søge revalidering og få overblik over økonomien. Der er faste medarbejdere, som råder og vejleder hende, når hun har brug for det. Hvis Liva er syg, er der et børnerum, hvor kollegiets frivillige passer på hende, så Josefine ikke bliver nødt til at blive hjemme fra skole. – Det er fantastisk at være her. Før havde jeg for eksempel problemer med at få Liva til at sove om aftenen. Men nu har jeg fået en masse råd til, hvordan jeg skal putte hende. Blandt andet skal jeg ikke spørge hende om alt muligt, når hun skal til at sove. Og jeg skal bare læse godnathistorien for hende, uden at hun får lov til at sidde og spørge til alle billederne i bogen. Det er rart, for nu har jeg mine aftener til at lave lektier, siger Josefine. Det er også nemmere at komme ud ad døren, når de andre mødre på kollegiet også skal af sted og aflevere deres børn i børnehaven og videre til deres uddannelser. Selvom hun ikke længere er sammen med Livas far, men har en anden kæreste, ser han stadig Liva. Lige nu har de hende lige meget, men det er meningen, at Liva skal være mere hos sin mor – for Livas egen skyld. Hashforbruget er gået ud over hendes hukommelse, og hun er først nu begyndt at kunne huske ordentligt. Alligevel er hun en af dem, der klarer sig bedst i skolen. For hun har høje ambitioner til fremtiden. Og så kan hun også takke kollegiet for den hjælp og støtte, hun har fået. – Kollegiet har hjulpet mig. Nu har jeg det godt, jeg er glad for at gå i skole og elsker at lave lektier. Jeg glæder mig til at blive færdig og komme videre på universitet. Jeg vil gerne læse historie eller spansk. Men jeg er også glad for matematik. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg vil læse. Men det skal jeg nok finde ud af, siger Josefine med et stort smil på læberne. Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. |
| Kollegiet har hjulpet mig
|