| Stella vil gerne vise, at også enlige mødre kan tage en uddannelse.
Af LENE BYRIEL, journalist Det er ved at være tid til aftensmad. Dagens ret i 25-årige Stella Norman Christensens lyse lejlighed på Alexandrakollegiet er hakkebøffer, kogte grønsager og kartofler med brun sovs. I dag er det veninden fra den anden side af gangen, der laver mad, mens hendes søn leger med Stellas treårige Sebastian. Stellas anden søn, Nikolaj på halvandet år, er faldet i søvn på sofaen. Efter et brud med børnenes far, flyttede Stella som en af de første ind på Alexandrakollegiet. Det har hun ikke fortrudt: - Det er et fedt sted at bo. Man er aldrig alene. Bare sådan en ting som aftensmaden: Der kan godt være dage, hvor man bare ikke orker det. Her kan man nemt slå sig sammen med en af de andre, siger hun, mens køkkenet begynder af dufte af hakkebøfferne. Veninden, der laver maden, er en af de andre positive sider af livet som kollegianer: - Ja, jeg har også fået en rigtig god veninde herude. Det er helt vildt, så godt vi passer sammen. Vi er meget sammen og støtter hinanden meget. Men generelt er vi faktisk alle gode til at hjælpe hinanden, når der er brug for det. Det kan være at sige ”Jeg skal nok tage mig af dit barn, mens du lige skal ud at handle” eller ”Sig til, hvis du har brug for hjælp til den opgave”. Og der er for eksempel altid en, der kan hente ens børn, hvis det hele brænder på. Med 11 unge mødre og 12 børn er beboerne sjældent alene på Alexandrakollegiet. - Selvfølgelig kan jeg godt synes, at der af og til går lidt for meget hønsegård i den. Men vi kan altså hente en hel masse hos hinanden og støtte hinanden i det daglige, for eksempel ved at komme med gode råd til, hvordan man klarer de forskellige situationer med børnene. Hvis jeg er ked af det, ved jeg, at der altid er en at snakke med. Og jeg er der også for de andre, når de er kede af det. Der er da perioder, hvor man har mindre overskud, men man bruger alligevel altid lige lidt tid på hinanden. Både børnene og Stella trives med at være en del af et større fællesskab: - Jeg er selv meget social, og det giver mig meget, at jeg kan åbne min dør, og så er der altid nogen at være sammen med. Jeg synes også, at det er godt for mine børn, at de har en masse legekammerater omkring sig, samtidig med at de kan gå ind og lukke deres dør og være alene med deres mor, når de har brug for det. De har en god hverdag her, og det betyder meget for mig. Noget af det, der også har betydet meget for Stella, er Alexandrakollegiets børnerum. Her passes småsyge børn, der ikke kan komme i institution. Som pædagogstuderende må Stella ikke have ret mange fraværstimer, og boede hun ikke på Alexandrakollegiet, ville det være svært at forene med tilværelsen som enlig småbørnsmor. - Min skole er meget streng – efter seks timers fravær skal vi skrive ekstra opgaver, og det kunne godt have gået hen og være blevet helt uoverskueligt, for Nikolaj har lige været syg i en uge. Men fordi vi har børnerummet, behøver jeg ikke at stresse over, at de bliver syge. Min fraværsprocent er meget lille, fordi vi har de muligheder her. I forhold til min uddannelse er det også en enorm støtte, at alle de andre også er i gang med noget – og er motiverede. Der er altid nogen til at spørge ”Hvordan går det” eller sige ”Det skal nok gå”, når man selv føler, at det ikke går. Og de dage, hvor jeg skal lave opgaver, er der altid nogen til at hjælpe med at se efter ungerne. Stella er fast besluttet på at gennemføre sin uddannelse: - Det er enormt vigtigt for mig. Mine forældre er alkoholikere, og jeg har altid lovet mig selv, at sådan vil jeg aldrig blive. Jeg går meget op i at være en mønsterbryder. Når mine børn er store, skal de opleve, at deres mor er uddannet og har et arbejde. Jeg vil gerne vise folk, at enlige mødre godt kan klare at tage en uddannelse. Jeg har viljen til at gennemføre min uddannelse lige meget hvad, men det er en enorm støtte at være her. |
| En enorm støtte
|