| Den overordnede målsætning på Alexandrakollegiet er at tilstræbe ”det normale liv” og at bruge målet om uddannelse og selvforsørgelse som metode til at arbejde med de problematikker og vanskeligheder unge mødre og deres børn kan være i.
På Alexandrakollegiet arbejdes ud fra et helhedssyn på den unge mor, hun er både ung, hun er mor og hun er studerende. Der tages udgangspunkt i den enkeltes baggrund og ressourcer, og der ydes rådgivning og udviklingsstøtte på de områder, hvor den enkelte oplever at have barriere i forhold til egne mål, udvikling og progression. Der arbejdes med hele gruppen af kollegianere, dels for at opnå at den enkelte kollegianer får et netværk, og dels for at opøve sociale færdigheder der er nødvendige, i forhold til at være på en uddannelse eller arbejdsplads. Der ydes uddannelsesrådgivning, socialrådgivning, krisehjælp, familierådslagning, omsorg, vejledning i børneopdragelse, konfliktløsning mv. Der arbejdes med demokratiforståelse, medbestemmelse og ansvar på kollegiet bl.a. gennem fællesmøder. Alle kollegianere er forpligtede til at deltage i rengøring og vedligeholdelse af fællesarealer, madlavning til fællesspisning en gang ugentligt, repræsentative opgaver mv. Den individuelle rådgivning til kollegianeren omfatter bl.a. økonomi, rådgivning og mægling i samværssager, støtte til at opbygge og reetablere netværk, udvikling af sociale kompetencer samt rådgivning om børneopdragelse, uddannelsesvalg og planlægning, lektiehjælp, eksistentielle samtaler og meget andet.
|
| Metode
|

